Klipper - så nemt er det...


At bygge en bjergside med klippespring til sin modeljernbane er både nemt, billigt, og et flot indslag på sin modeljernbane. Er man ikke til det sydtyske "aggressive" alpelandskab, er nedenstående metode nøjagtig den samme, hvis man vil have nogle store sten i sit danske landskab - kun støbeformen er anderledes.

Vi støber

Woodland Scenics laver nogle formiddable støbeforme i silicone til lige under en hund stykket - og så kan de bruges igen og igen.

Ydermere kan de færdige klippestykker, vendes og drejes, samt knækkes i passende stykker, eller hvis man (som jeg) er til pillearbejde, files til så de sidder helt perfekt op ad f.eks en stenmur eller en tunnelportal.

Støbeforme af silicone fra Woodland Scenics

Støbeforme af silicone fra Woodland Scenics.

Inden støbning skal man få støbeformene placeret et sted hvor der må svines, og på en sådan måde at de ligger nogenlunde plant - de har nemlig ikke nogen kant eller "ben" så de kan stå/ligge plant af sig selv (FEJL Woodland..!). Skal man støbe mange, kan det godt betale sig at kratte et stykke flamingo som støbeformen passer ned i - ellers understøttes den bare med hvad man har - f.eks. mislykkede klippestykker (...).

Gips

Gips er nemt og billigt, selvom det kan være et lidt tricky materiale at arbejde med (læs, blande op). Polyfilla kan også bruges, og hvis man er en smule ked af sine penge, kan man anskaffe sig de specialblandinger som diverse modeltogsfirmaer har sat på markedet. Det kan godt være at de sidstnævnte er nemmere at arbejde med, men de giver ikke et pænere/bedre resultat.

Færdigtstøbte klippestykker

Færdigtstøbte klippestykker - her i en uskøn blanding af 2 typer.

Der findes forskellige opskrifter på blandingsforholdet på nettet - jeg har prøvet næsten dem alle, og alligevel er jeg endt op med min egen opskrift: På skrømt..!

Men den er nogenlunde så´n: 2 dele gips til 1 til 1,5 dele vand. Den skal være nærmest som en ultra let yoghurt - altså lidt tykkere end mælk. Er blandingen for tyk, får man meget nemt luftbobler i det færdige resultat. De kan synes uendeligt små, men de nærmest pifter efter ens opmærksomhed når klippestykkerne er blevet malet.

Først vandet op i en røreskål (har en af silicone, da konen altid er hjemme, og jeg derfor ikke har helt fri adgang til køkkenet...), og så en dråbe sulfo/opvaskemiddel, og tilsidst gipsen. Sulfoen skulle hindre luftbobler, men jeg har også været "heldig" uden brug af det.

Rør skidtet sammen, og rør godt og grundigt så al gipsen er opløst. Og så er det blot at hælde det forsigtigt i formen, ruske den lidt (for eventuelle luftbobler) - og vente...

Nogle bruger det at spraye formene med en opløsning af opvaskevand inden gipsen kommes i. Det skulle således være meget nemmere at få afstøbningerne ud af formen - det gør jeg ikke, da jeg er overbevist om, at hinden vil gøre det vanskeligere at male, og malingen også risikere at blive blank.

Montagen

Inden man overhovedet spekulerer på at gå i gang, skal man være helt sikker på, at klippestykkerne er helt gennemtørre. Ligeledes skal de være fri for snavs og støv - ellers vil limen ikke hænge fast. Det gælder også underlaget, hvis det er spartlet op på et net eller lignende (som her).

Lav en prøveopstilling uden lim, men lad være med at lægge for mange op - du kan alligevel ikke huske hvordan de lå, efter at de er fjernet for at lime de første og nederste fast. Prøv dig lidt frem - gå fra det - og kom tilbage til projektet, og prøv igen. Til sidst sidder den lige i skabet, og du kan begynde at varme limpistolen op.

TIPS:

1: Klipper på en bjergside er i langt de fleste tilfælde vandret-liggende eller skrånende - det skal de også være på modelbanen. De skal ligge "samme vej" - ikke noget med at der liplusli er et stykke klippe som står "op-ned" midt i det hele - det virker helt forkert, og er det også...

2: Hav en blyant eller kuglepen med når du fifler rundt med klippestykkerne - når du finder en rigtig placering, så tegn lige en streg omkring den, så du nemmere kan "huske" hvordan den skal vende når du har kommet lim på.

Når man er kommet så langt, at man skal lime stykkerne fast for alvor, så pas på med at presse for hårdt - klippestykkerne knækker nemt, hvis underlaget ikke følges med bagsiden af klippestykket - især hvis gipsen ikke er helt gennemtør. Den kan dog reddes, ved at spartle revnen efter - men herom senere.

Mit eget projekt

Her følger en trin-for-trin anvisning på hvordan jeg har lavet min klippevæg og de store sten på/i jorden:

Mit projekt er pt børnebørnenes anlæg. Klippevæggen skal gå ned til en lille skovsø, som får tilløb af en lille bæk som render under den høje bro (store bropiller i baggrunden). Henover søen kommer der en lav buet bro.

Klippevæggens placering

Her skal klippevæggen være.

Klippestykkerne fastmonteret

Nu er klippestykkerne monteret, og det er tid for udspartling.

Pilen til venstre viser et klippestykke som står lodret - det er jo forkert iflg. ovenstående Tip-ramme. Men det er filet til, og - når det kommer dertil - står tæt klinet op ad en stenmur, så det kommer til at se ud som om den fortsætter ind bagved.

Cirklen er sat omkring et stykke klippe/sten som desværre knækkede i 3 dele, fordi jeg alligevel ikke var forsigtig nok...

Fejl 40

Der var et større område, hvor jeg syntes at det var for bart uden strukturer. Jeg besluttede mig derfor for selv at lave nogle med en kniv.

Jeg ridsede det bedste jeg havde set på youtube, men helt ærligt - det ligner mest af alt et stykke ridset ande-skind - godt at der skal limes noget grønt på klippevæggen...

Fejl

Spartling af mellemrummene

Når mellemrummene skal fyldes ud med spartelmasse, skal denne være ret tynd/lind. Jeg har brugt en slags papirspartelmasse fra BUSCH (7590), som har den egenskab, at når den begynder at stivne i skålen, kommer man bare mere vand ved og VUPTI - så kan man arbejde videre. Det giver en vis ro over projektet.

Du skal også bruge et glas vand og en halvspids stiv pensel (svinebørste). Når man har smattet noget masse på, gøres penslen våd (mættet), og man kan nu presse spartelmassen ind i de smalleste mellemrum, og trække den ud til kanterne af klippestykkerne. Sørg hele tiden for at penslen er meget våd - derved kan du også "vaske" spartelmasse af de steder hvor det ikke skal være, og samtidig bevare strukturen på klippestykket.

Nøjagtig det samme gør sig gældende, når man skal lappe revnede klippestykker :o)

Færdigt spartelarbejde

Færdigt spartelarbejde - læg mærke til den før knækkede sten i nederste højre hjørne. Den er nu hel igen :o)

Så skal der males

Når det hele er tørt (natten over), er det tid til første lag maling - grundmalingen. Jeg havde et billigt akvarel-sæt fra Bilka, som blot koster kr. 30,- og det kan snildt bruges til første lag. Jeg blandede en masse hvidt med en smule sort til en slags neutral grå. Malingen blev godt fortyndet, og så var det bare om at smatte maling på.

Men HUSK at være meget omhyggelig - helligdagene dukker op overalt efter at penslen er gjort ren...

Klipperne og stenene grundmalet

Så er alt grundmalet med en neutral grå.

Wet-Brush

Når grundmalingen er helt tør, er turen kommet til den første effektmaling, nemlig en sort Wet-Brush.

Wet-Brush er en metode som bruges til at komme helt ind i de aller-dybeste kroge. Her har jeg fortyndet en helt sort maling med masser af vand - det skal faktisk have konsistens som vand.

Det hele smøres over med særlig opmærksomhed rettet mod alle huller og sprækker - og det skal trækkes godt ud, så det meste bliver nærmest gennemsigtig på de yderste flader.

Man KAN dutte efter med et stykke køkkenrullepapir, men det skal i så fald gøres meget forsigtigt, så man ikke trækker noget af den grå grundmaling af igen - så får man en gips-hvid plet...

Nu med sort Wet-Brush

Nu med sort Wet-Brush.

Klippevæggen ser nu meget mørk ud - det vil den også gøre efter de næste 2 effekt-lag - men det slutter brat med det 3.die og sidste lag - så fortvivl ikke.

Første lag Dry-Brush

Hvis du ikke ved hvad Dry-Brush er, har jeg skrevet en lille artikel om emnet. Nederst på siden finder du et link til artiklen.

Nåmenaltså - til første lag har jeg brugt en Stone Grey (70.884) fra Vallejo. Jeg har været noget "aggressiv" i udførelsen, dvs. at jeg næsten har dækket grundmalingen, og så alligevel ikke. Man kan sige at det er en slags skødelsesløs klatmaling med udvist ligegyldighed overfor malerfaget - ja, nærmere kan jeg ikke komme ind på det...

Første lag Dry-Brush

Første lag Dry-Brush med Vallejo´s Stone Grey 70.884

Dry-Brush-lag nr. 2

For at give det hele lidt glød, har jeg til næste lag Dry-Brush, brugt Vallejo´s Flat Earth (70.983). Den er lys brun, og giver klipperne lidt "varme". Dette lag har jeg dog været meget mere varsomt med - det er Dry-Brush´et i "klatter" - altså ikke over det hele...

Næste lag Dry-Brush

Næste lag Dry-Brush med Vallejo´s Flat Earth 70.983

Et ekstra lag Dry-Brush

Man kan - hvis man vil/tør - give klippestykkerne et lag algevækst på udsatte steder, hvor man må formode ligger vand i længere tid. Det prøvede jeg også, men det gik helt galt - simpelthen fordi jeg ikke allerede havde en farveblanding liggende i mine notater, og jeg havde for "travlt" til at finde frem til en. Så droppet blev det...

Sidste (og vigtigste) lag Dry-Brush

Vi er nu kommet til det sidste - men også vigtigste - lag Dry-Brush - nemlig den hvide...

Her skal man virkelig være påpasselig, og lægge blidt ud - hellere give for lidt, og så give det en omgang hvid mere, end at skulle starte forfra med lag 1 fordi man var for modig. Okay, det kan lyde skræmmende for en førstegangs-Dry-Brush´er, men hvis man holder sig til teknikken, og lægger blidt ud, kan man ikke undgå at lykkedes.

Det er her værd at nævne, at den sidste Dry-Brush er til for at trække kanterne op - altså skal man koncentrere sig om kanterne på konturerne, og ikke på fladerne.

TIPS:

Hvis man har et ekstra klippestykke (- og det har man, for man støber altid mere end man skal bruge - eller - det bør man..), er det en rigtig god ide at gennemgå hele processen fra start til slut på det stykke. Det giver samtidig en ide om hvad der skal til, for at nå i mål.

Men altså - det ER ikke svært - man skal bare give sig tid, og så øve sig på de stykker som alligevel var i overskud.

Det er det aller-sidste lag, som giver hele effekten - klipperne forvandler sig til "rigtige" klipper, lige for øjnene af sig. Alle de underliggene lag, som før var så fremtrædende og misvisende, træder nu tilbage til evig ydmyghed - og så bliver man så glad :o)

Færdigt arbejde

Færdigt arbejde - så skal der efterfølgende limes grønt på...


Læs eventuelt også:

Mal med DryBrush-metoden

KOMMENTARER:

14-07-2015

Støbeformen kan også stå stabilt i lidt sand i et papkasselåg.

21-07-2015

Vi har købt Borup´s jord-farver og blander det i gipsen, så kan jeg støbe i farver = vi kan spare lidt på malingen. Virker super.

Oxydfarver og gipsstøbning med samme

Oxydfarver fra Borup

Afstøbning med sort oxydfarve.

© fotos: Jens Belling

Har du (også)

et godt tip til ovenstående artikel, som vi andre kunne have glæde af, skulle du tage at skrive til os.
Du bliver selvfølgelig hædret med navns nævnelse, som det sig hør og bør.
Du kan eventuelt se lidt om hvordan det foregår rent praktisk.