Patinering af en stenmur fra Noch


De færdige stenmure/arkader fra NOCH er enormt flotte i deres udførelse, men hvis man er meget sippet med hensyn til et virkelighedstro look, må man gribe til pensel-æsken og malebøtterne. Jeg har her lavet en lille foto/tekst-serie om hvordan jeg malede og patinerede en stenmur, som jeg bruger i mit fotostudie*).

Den her brugte stenmur er fra NOCH (272594). Den knækker utroligt nemt, hvilket også fremgår af billedet, og jeg måtte derfor lime pappet fra indpakningen på bagsiden for at samle og styrke den.

Inden man går i gang, skal man beslutte sig for hvilken farvetone stenmuren skal ha´ når den står færdig. Jeg har valgt at den skal være grållig med lyse fuger, men man kan også vælge rødlig, gullig eller brunlig, samt om den skal stå med lyse eller mørke fuger - det bestemmer man heldigvis selv :o).

Den rå stenmur fra NOCH

Det første lag

Først farvelægges fugerne i stenmuren, og jeg har her lysnet Vallejo´s Iraqui sand (70.819) med lidt af den hvide (951), og fortyndet den en del - hvormeget, er svært at sige præcist, men man skal prøve sig lidt frem til en fortynding som gør det let at arbejde med.

Så skal det blot smøres ud over det hele - tørre nogle minutter, for derefter at tørres af med en klud. Ikke duppes, da det samler maling op fra fugerne, men forsigtigt styges.

Første lag til farvelægning af furerne

Til venstre ses grundmalingen som er tørret af med en klud - til højre sidder malingen og tørrer lidt inden aftørring.

Dry-Brush

Nu skal vi igang med at dry-brushe*), og jeg starter med en mørk grå grundfarve - man skal altid starte med den mørkeste farve, og så arbejde "opad" i nuancerne. Går det galt, eller man ikke lige synes at det ser ordentlig ud, går man bare et skridt eller 2 tilbage. Her er brugt Vallejo´s Neutral Grey (70.992) iblandet lidt sort (70.950), for at gøre den mørk.

Første lag Dry-Brush

Det første lag skal være det mørkeste.

- og så ikk´ alligevel...

Nu har jeg efterhånden Dry-Brush´et en del byggesæt af plastic, og dettehersens foam-agtige materiale lader sig ikke så´n lige at vil samarbejde (?!). Derfor måtte jeg ty til en anden metode, nemlig at male de enkelte sten i muren - ja, det lyder som et langsommeligt og omstændigt projekt, og det er det da oss´
- men man belønnes for sin flid.

Igen starter man med de mørkeste farver/nuancer, og man maler - om man så må sige/skrive - som vinden blæser. Altså man maler en gruppe sten, og grupperne ligger hist og pist (se nedenstående foto).

De enkelte sten males i grupper hist og pist

De enkelte sten males i grupper hist og pist

Men jeg synes stadig at det virker en smule for fersk (det hele skal jo ha´ et lag Dry-brush til sidst), så for at give stenmuren nogle flere og kraftigere kontraster, valgte jeg at male nogle af stenene rødbrunlige. Jeg blandede Hull Red (70985) med en Medium Sea Grey (70.870), og "plettede" sten.

Ydermere valgte jeg at male stenene i buerne med deres egen mørkere grå farve (Neutral Grey 70.992 og Black 70.950), så de stod lidt ud for sig selv.

Nu males også enkelte sten og grupper rødlige

Nu males også enkelte sten/grupper rødlige, og buerne får deres egen grålige farve

Dry-Brush igen igen...

Nu er vi færdige med farverne og kontrasterne, og nu skal vi ha´ fat i Dry-Brush-penslen igen. Denne gang vælges en ren hvid (951), og der Dry-Brushes for det meste oppefra og ned - simpelthen for at understrege at lyset kommer fra oven.

Det sidste lag maling er en ren hvid Dry-Brush

Det sidste lag maling er en ren hvid Dry-Brush.

Færdig - næsten..!

Stenmuren blev lidt "fersk", så jeg valgte at pålime lidt krat og vilde vækster - bare lige for så´n at give den lidt kontraster. Materialet er fra BUSCH, og hedder noget så fint som Foliage (hvad det så end betyder). Den er middegrøn og har nr. 7342. Det er én stor måtte (250 X 150 mm.), men man kan let hive det i stykker til passende størrelser.

Jeg prøvede først med noget farvet Islandsk mos, men det var helt hen i skoven - der er vist også en lille rest af det på billedet, men det er fjernet nu...

Den færdige stenmur med lidt krat og gevækster

Den færdige stenmur med lidt krat og gevækster

- og så´n ser den ud, monteret i mit fotostudie...

Den færdige stenmur monteret i mit fotostudie

Læs eventuelt også:

Mit fotostudie ►
En artikel om hvordan jeg har lavet et lille fotostudie til brug her på hjemmesiden.

Mal med Dry-Brush-metoden ►
En trin-for-trin artikel om hvordan man maler med dry-brush-metoden.

KOMMENTARER:

Har du (også)

et godt tip til ovenstående artikel, som vi andre kunne have glæde af, skulle du tage at skrive til os.
Du bliver selvfølgelig hædret med navns nævnelse, som det sig hør og bør.
Du kan eventuelt se lidt om hvordan det foregår rent praktisk.